Pædagogisk grundsyn

 

Forudsætningen for et godt børneliv i daginstitution - at lege og lære, vokse og være.

Det er institutionernes opgave at skabe en kultur, hvor børnene lærer om former, farver, materialer, om det talte og skrevne sprog, om logisk tænkning, om sang og musik, om deres krop, om de praktiske funktioner, om natur, om omsorg for dem selv og andre, om sociale samspil, om menneskelige følelser og reaktioner og om at bevare og udvikle lysten og evnen til at lære.

Børn lærer hele livet gennem samvær - med forældrene, med familien, med andre børn, med nære voksne og mere perifere voksne. Ved iagttagelse, ved at lytte, ved at efterligne og eksperimentere - ofte i leg - tager de verden til sig, samtidig med at de påvirker den.

Børn lærer ved at være sammen med troværdige pædagoger. Børn har brug for pædagoger, som kan handle fagligt og professionelt, som i handling og ord er til at stole på, og som viser hinanden og børnene respekt. Børn har brug for at deltage i praktisk arbejde på deres eget niveau m.h.t. redskaber, styrke, koncentration og forståelse. De har brug for pædagoger og forældre som forbilleder, som de kan efterligne og få inspiration og holdninger fra, og som kan hjælpe dem til at foretage egne valg.

Børn lærer, når de føler sig trygge og værdsatte. Når de er aktive, motiverede og i følelsesmæssig balance. Børn har brug for opmærksomhed fra pædagoger, der ser, accepterer og værdsætter hvert enkelt barn. Pædagoger, som kender barnet og tør stille de relevante krav og udfordringer, og som kan rumme barnet med alle dets styrker og svagheder. Pædagoger kan styrke barnets opfattelse af sig selv som et kompetent væsen, der af og til gør ting på en måde, som andre børn eller voksne ikke finder hensigtsmæssige, men som aldrig stiller barnets værd som ligeværdigt medmenneske i tvivl.

Børn lærer, når de er i følelsesmæssig balance. Børn har derfor brug for pædagoger, som vejleder dem med at få rede på egne og andres følelser og hjælper dem med at bruge denne viden på en konstruktiv måde i alle de sociale sammenhænge, de indgår i.

Det er bl.a. gennem dette samvær med pædagogerne, at børnene udvikler deres selvværd. Børns selvværd er fundamentet for deres trivsel og udvikling. Lever de i tryg forvisning om, at de er gode nok, som de er, tør de også prøve kræfter med livets mange udfordringer, og de tør åbne sig mod nye indsigter og tage dem til sig, de har brug for.

Børn lærer bedst, når de er aktive og finder det, de beskæftiger sig med, meningsfuldt. Opslugt af gøremålet suger de til sig og bearbejder og anvender automatisk lærestoffet i det. Det er derfor vigtigt, at børnene i barndommen, på det ubevidste plan, lejrer positive oplevelser via denne fordybelse og fascination. Institutionerne skal derfor skabe mulighed for, at børnene får lov til at opleve masser af selvskabte/­børneorganiserede legeforløb såvel som voksenorganiserede forløb, der er intense og fyldt med dynamik. Forløb, hvor tid og sted ikke er interessante faktorer, men hvor optagetheden af gøremålets indre dynamik er det væsentlige.

Legen er barnets dominerende virksomhed. Gennem den spontane leg forvandler børn deres virketrang, nysgerrighed og stræben til en kulturform, som udvikler kundskaber, færdigheder og kompetencer. Kort sagt: Legen fremmer barnets alsidige udvikling, og det er i legen, barnet afprøver sine kompetencer.

Der må derfor i hver institution foregå en reflekteret overvejelse over forholdet mellem voksentilrettelagte gøremål og børnenes egen leg, ligesom institutionen må skabe gode rammer (tid, rum og materialer) for børnenes egen leg. Ligeledes må legepladsen/området være indrettet således, at der er plads til større fysiske udfoldelser, som giver børnene mulighed for at etablere lege i ”et større fysisk rum”.

Det enkelte barn indgår hele tiden i forskellige grupper. I både dagpleje, daginstitutioner og skole befinder børnene sig i grupper. Disse grupper (f.eks. stuer og klasser) har været udgangspunktet for de pædagogiske overvejelser og normer, ligesom det enkelte barns duelighed er blevet vurderet i forhold til gruppens standard. De børn, der faldt uden for gruppen, er oftest blevet betragtet som værende forkerte.

Selv om udgangspunktet for de pædagogiske overvejelser er det enkelte barn og ikke gruppen, befinder det enkelte barn sig stadig i en eller flere afgrænsede grupper i løbet af institutionsdagen, ligesom det vil komme til at færdes i forskellige grupper i resten af sit liv. Det er derfor af største vigtighed for hvert af disse børn, at de udvikler evnen til at være sammen i grupper på en hensigtsmæssig måde, og at det er pædagogernes opgave at støtte dem i udviklingen af denne evne.

Børnene lærer dels at være i gruppe gennem deres egne organiserede lege, dels gennem de voksenstrukturerede gruppesamvær. I børnenes egne organiserede lege kan pædagogens opgave eventuelt være at støtte børnene i en konfliktbearbejdning. Hjælpe dem til at kunne beskrive egne behov og følelser, til at lytte til hinanden, og til med tiden at se hinandens perspektiv.

I det voksenstrukturerede samvær er det pædagogens opgave i ord og handling at vise børnene, at forskellige former for samvær kræver forskellige former for adfærd. Sidder børnene i en stille stund og får læst en historie, eller sidder de sammen og hører hinanden fortælle, er det nødvendigt, at hver enkelt barn respekterer det fælles fokus. Leger de sanglege eller regellege, så skal legens regler følges. Maler de med gode pensler, så skal penslen bruges på en bestemt måde o.s.v. Det vigtige er, at pædagogen stadig holder fast i sin accept af det barn, der ikke handler i overensstemmelse med situationen, og kun siger barnets handling fra.

 

 


Udskrift fra: inst.htk.dk - 20. oktober 2017, kl. 19:40.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Artiklens placering: http://omraade2.htk.dk/Paedagogisk grundsyn.aspx